Kingduen er en rigtig amerikaner – fremavlet i staten New Jersey – af en mand ved navn Harry Baker, som startede nogle krydsningsforsøg i 1890. Allerede 2 år senere mente han, at han var kommet så langt i sine forsøg, at han kunne vise sine dyr frem – og han gav duen navnet: ”Den hvide King”.

Hvad startede Baker så med ? Jo, han brugte brevduer, der skulle give livskraft, Romeren, der skulle give størrelse, Malteseren, der skulle give et godt afrundet bryst og Dutchess, der skulle give duen elegance.

Disse nye, hvide duer blev så populære, at de allerede i 1915 stod side om side med den hvide Carneaux, den hvide Romer og den hvide Mondain som en kendt og anerkendt nyttedue.

De første Kings lignede mere en stor brevdue end nogle af de Kings, nogen af os har set. Omkring 1890 – 1895 var figuren ikke så vigtig, idet duens vigtigste opgave var at skaffe kød på bordet. For de mennesker, der producerede dueunger til slagt kom Kings til at betyde noget særligt, idet et par Kings udmærket kunne give 15 unger eller mere på et år – og det vel at mærke unger, der vejede omkring 600 gram.

I 1920 erne og i – 30 erne, mens der produceredes masser af slagteunger til de fine restauranter, var der opdrættere, der gik en hel anden vej i opdrættet af Kings.

Nu kan jeg i denne forbindelse ikke lide ordet penge – men netop dette ord synes at spille en stor rolle med hensyn til de gode Kings. Tanken er ikke behagelig, men det er måske endnu mere med til at gøre duen til en ”vaskeægte” amerikaner !!

I de 30 år fra 1940 – 1970 blev Kingduens figur udviklet til det næsten perfekte – både standardmæssigt, men også fysisk set. Meget sjældent er der i racedueverdenen set så store standardmæssige fremskridt på så kort et åremål. Som årene gik blev ”the King” derfor mere og mere populær – nogle har kaldt denne ”Kingfeber” for det rene hysteri.

Som i så mange racer skete der det, at topdyrene efterhånden tilhørte nogle ganske få opdrættere, og det var umuligt at købe dyr fra disse opdrættere, hvis man ikke lige tilhørte ”inderkredsen”.

Jeg vil ikke her tage stilling til situationen ”få store opdrættere” contra ”mange små opdrættere” – jeg konstaterer blot, at sådan var det på dette tidspunkt !!

Resultatet blev, at de gode udstillings-Kings, vi kender i dag ligner hinanden til forveksling, fordi de genetisk er avlet ”rene”. Denne påstand gælder for hvide, blå og brunbåndet. I de seneste år kan også tilføjes: AOC og tavlede. Disse enorme fremskridt er sket efter bevidst indavl, idet denne metode er den eneste, der virkelig giver fremgang i et stykke avlsarbejde.

Landbrug i mange lande har brugt indavl i alle grene af avlsarbejdet – dog ikke på samme amatøragtige måde, som hvis du f. eks. beslutter dig for at bruge indavl i dit opdræt af Kings. Landbrugets ”indavlsmetoder” er nemlig professionelt anlagt, idet alt noteres ned og analyseres ved hjælp af computer – jo, her er virkelig meget at lære for os !!

Vort udvalgte opdræt, som vi kalder Kings – vel på grund af størrelsen, de yndefulde linier og den myndige fremtræden, startede som bekendt med opdræt af slagteunger. Netop dette faktum har fået mig til at spekulere en smule over de sidste mange års opdræt af Kings.

Disse slagte-Kings skulle som minimum producere 15 unger pr. år pr. par. Jeg tør her i dag påstå, at ingen opdrættere her i landet opnår dette antal. Når 15 unger pr. par er minimumskravet, hvad så med opdrættere, der må nøjes med 4, 3, 2. 1 eller måske slet ingen unger af et par Kings ? Hvad skyldes mon denne negative udvikling ? At spørgsmålet er relevant er givet, når jeg med sikkerhed ved, at de fleste topopdrættere har et gennemsnit på 0 –4 unger pr. par pr. år. Jeg kan fortælle, at jeg i år sikkert når 60 unger af 14 par, hvilket jeg anser for flot !!

Et nærliggende svar er dette, at standarden stort set kun stiller fysiske krav, så som figur, vægt, brystben, ben, fjerdragtens beskaffenhed o.s.v. Hvis også andre forhold blev taget i betragtning, f. eks. om en han er meget krigerisk overfor andre hanner, om den evt. invaderer og ødelægger andre reder på slaget og som følge deraf med tab af æg og små unger – ja, om hannen i det hele taget kan befrugte æggene m.m. Lægger hunnen kun ubefrugtede eller deformerede æg? Vil dine King overhovedet ruge eller opmade unger? Et eller flere af disse spørgsmål, måske dem alle, kender de fleste Kingopdrættere. Netop disse spørgsmål har jeg diskuteret med mange opdrættere – og ingen af os har det endelige svar.

Hvor er det trist at give 500 $ for en King, man ikke får en eneste unge af, men jeg må indrømme, at det er få, der virkelig beklager sig. Det må være fordi, det er dejligt at have noget kønt at se på - på slaget !!

Her er en episode fra det virkelige liv: ”Jeg husker tydeligt, hvor glad jeg var, da det lykkedes mig at købe en vinderdue på ”Nationalen” for mange år siden. ”Hun” var bestemt meget køn – og meget dyr. Jeg fik hende hjem og fik hende sat i avl. Hun lagde velformede og befrugtede æg , og ungerne kom også fint ud af æggene. Ungerne blev fodret fint de første dage, hvorefter hun pludselig holdt op med at made ungerne, som selvfølgelig afmagredes og døde. ”Nå, tænkte jeg …, men det sker vel i den bedste familie”. Det skulle nu vise sig, at det samme gentog sig 3 gange. Jeg blev klar over, at skulle jeg have unger af denne ”superhun”, skulle jeg bruge ammeduer” !!

I en situation som den her beskrevne bruger de fleste ammeduer, så hvorfor skulle jeg ikke det ?

Jeg tror imidlertid, at vi her bevæger op meget tæt på sagens kerne. Vi har fremavlet vore Kings så perfekte, så de i alle ydre forhold kommer standardens krav meget nær, hvilket imidlertid er gået ud over avlsdueligheden. Lykkes det os at få befrugtede æg af vor gode Kings, bruger vi blot ammeduer af frygt for, at ungerne skal gå tabt. Jeg nævnte mine ”uheld” overfor sælgeren af den fine hun. Det kunne han selvfølgelig ikke forstå. Den havde altid passet sine unger godt hos ham, o. s. v. ”Ja, selvfølgelig havde den det, tænkte jeg”.

Jeg tror, vi meget mere i fremtiden bliver nødt til at udvælge vore avlsdyr efter deres avlsresultater, hvilket bl. a. vil sige velformede og befrugtede æg, kun bruge Kings, der ruger trofast samt passer deres unger, så disse får en hurtig tilvækst. Det viser sig nemlig, at sådanne unger altid bliver de bedste.

At det kan lade sig gøre at avle gode udstillings-Kings, der også avler mange, gode unger ved jeg af erfaring.

Af samtaler med Kingopdrættere i Danmark, USA og Tyskland ved jeg, at udvælger man avlsdyr efter andre kriterier end netop figur og krop får man automatisk flere unger.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil sætte ”lus i skindpelsen” med denne artikel, men blot påpege, at mange faktisk har et problem – og at problemet er større end de fleste bryder sig om.

Det ville jo være en skam, hvis Kingduen skulle uddø, blot fordi den ikke længere er i stand til at formere sig.

Mange sportslige hilsener

Herluf Pedersen