![]() |

OPRINDELSE:
Fremavlet i USA af Romere,
Maltesere, Brevduer og Duchess. De hvide er fremavlet ca. 1890. Brunbåndede er
fremavlet efter år 1900.
HELHEDSINDTRYK:
Kroppen skal være bred, godt afrundet
og så kort som mulig. Kroppen må ikke føles svampet.
MÅL OG VÆGT:
Højde
ca. 30 cm. Længde, fra bryst til halespids, ca. 24 cm. Brystbredde ca. 14 cm. Brystdybde ca. 12 cm.
Vægt: 850 – 1050 gram.
RACEKENDETEGN:
Hoved: Middelstort,
bredt og velafrundet i passende forhold til den kraftige hals og det brede
bryst. Hovedet må ikke være indknebet over vorterne eller være slangeagtigt.
Øjne: Fremtrædende,
runde og klare – skal være anbragt i en afstand af ca. 3/5 af hovedets længde
fra det bagerste punkt.
Øjenfarve: Lysorange
hos: røde, gule sorte, dun, blå, askerødbåndet, askegulbåndet, andalusien og
indigo. Hos hvide skal øjnene være rødbrune og hos brunbåndet og brune
forlanges perlefarvede øjne.
Øvr. farver: Øjenfarven skal svare
til duens grundfarve.
Øjenrand: Fuldstændig
rund, fintvævet og ikke over 16 mm i diameter. Skal være synlig hele vejen
rundt.
Øjenrands-
farve: Hos
sorte, dun, blå, andalusien og indigo forlanges blommefarvet til grå. Hos hvide,
røde, gule, brune og hos brunbåndet forlanges røde øjenrande. Øjenrandsfarven
hos askefarvede skal være grå.
Næb: Skal
være kort og kraftigt og skal bæres vandret.
Næbfarve: Lyserødt hos
hvide. Sort hos sorte og blå. Hornfarvet hos dun, brune, brunbåndet,
askerødbåndet og askegulbåndet. Blåsort hos andalusien. Mørk hornfarvet hos
indigo uden bånd og mørk stålgrå hos indigo med bånd. Kødfarvet hos røde –
hornfarve er dog tilladt. Hos gule: kødfarvet.
Øvr. farver: Næbfarven skal svare
til duens grundfarve.
Næbvorter: Skal være små,
glatte, hvidpudrede eller rimfrostagtige af farve.
Hals: Moderat
kraftig, således, at den står i forhold til de brede skuldre og den
velafrundede krop. Halsen skal bæres lodret. Det punkt, hvor den bagerste del
af halsen går over i skuldrene, skal så vidt muligt ligge på en lodret linie
gennem haserne. Næbspidsen skal være bag den lodrette linie gennem det
fremskudte brysts forreste punkt. Halsen skal ikke være overdrevent indskåret
under næbbet.
Bryst: Brystet
er den del af en due, som befinder sig foran benene og afgrænses af den
nederste del af halsen, men omfatter ikke den del af kroppen omkring
brystbenet, som befinder sig bag benene. Brystet skal være fremtrædende, bredt
og velafrundet, således at det træder tydeligt frem under vingeknoerne. Brystet
skal bæres symmetrisk, når duen står ret op. Den nederste del af brystet skal
være en buet linie med den bagerste del af brystbenet.
Kroppen: Kort
og bred samt fast, dyb og velafrundet.
Brystben: Skal
være så langt som muligt i forhold til den korte krop, for at ende i en blød
bue, så nær anus som muligt. Brystbenet skal være lige – og ”ligge dybt i
duen”.
Ryg: Kort
og bred fra skuldre til hale. Må ikke aftage for hurtigt i bredden mod
haleroden. Ryggen skal danne en blød kurve mellem bagerste del af halsen og den
løftede hale.
Vinger: Skal
holdes tæt ind til kroppen og ligge let hen over halerod og hale.
Vingespidserne må røre hinanden på midten af halen. Vingerne skal være 2 cm.
kortere end en acceptabel kort hale. Vingeknoerne skal være godt dækket af
brystfjerene. 10 slagfjer er korrekt antal.
Hale: Skal
være kort i forhold til den korte krop. Bredden skal svare til 1 – 1½ halefjers
bredde ved halespidsen, idet bredden af halen aftager jævnt fra den tykke og
brede halerod.
Ben: Kraftige
og lige, således det giver duen en oprejst holdning. Vel adskilte og fri for
fjer. Farven skal være rødbedefarvet. Tæerne skal være lige, rene og vel
adskilte.
Tånegle: Farven:
hvid hos hvide. Sort hos blå og sorte. Horn- farvet hos resten.
Befjering: Fjerlaget
skal ligge tæt og være glat, men ikke så hård som hos en brevdue. Fjerlaget
skal virke en smule elastisk, når man tager duen i hånden.
FARVESLAG:
Hvid, sort, rød, gul, dun, brun,
blå, brunbåndet, askerødbåndet, askegulbåndet, true silver, indigo med bånd,
andalusien, indigo uden bånd, tavlede i alle farver, grizzlet i alle farver,
tigrede i alle farver, samt en
”farvegruppe”, der kaldes A.O.C. – All Other Colours.
FARVE OG TEGNING:
Hvid: Ren uden
andet farveislæt.
Brunbåndet: Klar og
lys sølvblå. Halsen skal være mørkere tonet i det sølvblå med en strålende,
grønlig metalglans. Over vingerne skal løbe 2 velafgrænsede bånd, dannende et
buet V. Båndene skal være mørk chokoladebrune. Sølvfarve ønskes, men lysegråt
er tilladt over haleroden.
Blå: Mørk
himmelblå – halsen en mørkere tone af klart blåt med grønlig metalglans. Sorte
bånd. Blå farve over ryggen foretrækkes, men lysegråt er tilladt.
Rød: En mørk,
jævnt fordelt dybrød farve. Røde Kings tilhører gruppen ”svage farver” og bedømmes
lidt mildere.
Gul: En mørk
jævnt fordelt gul farve. Gule tilhører også gruppen ”svage farver” og bedømmes
lidt mildere.
Sort: Skal være
kulsort – og så mættet som muligt med en strålende glans. Halsen og den øverste
del af brystet skal have en strålende, grønlig metalglans.
Dun: Farven
skal være bruneret – bøssemetal.
Brun: Mørk
chokolade.
Askerødbåndet: Askegråt
– halsen skal være rød med en skinnende, grønlig metalglans. Over vingerne 2
røde bånd. Sorte eller brune stænk er tilladt i hale- og slagfjer. Askegråt
foretrækkes, men lys sølvgrå er tilladt over haleroden.
Askegulbåndet: En jævn
nuance af lysegråt og med grønlig metalglans på halsen. 2 gule bånd. Svage
farvestænk i slag- og halefjer er tilladt. Lysegråt foretrækkes, men sølvgråt
er tilladt over halerod.
True silver: Sølvgrå
farve med mørk dunfarvede bånd. Farven kaldes også silverbåndet.
Andalusien: Stålgrå
med sorte fjer fordelt over hele kroppen.
Indigo uden bånd:
Grundfarve som hos askerøde – med et rødligt skær over hele kroppen.
Indigo med bånd: Stålgrå
over hele kroppen og med rustfarvede bånd.
Tavlede: Alle farver. Tavlene
skal være jævnt fordelt på vingeskjoldet. Der kan forekomme tavl på bryst og
lår.
Grizzlet: Hvide
fjer jævnt fordelt på basisfarven. Bånd tilladt.
Tigrede: Hvide fjer
jævnt fordelt på basisfarven.
A.O.C.: Alle
Kings, der ikke kan udstilles i ovennævnte farvegrupper – udstilles som A.O.C. –
hvilket på dansk betyder :”alle andre farver”
FEJL:
Stærkt afvigende af type (figur),
dårlig krop, skævt brystben, fladt og spidst hoved, lang, bred og løs hale, dårlige
ben, brudte øjne, krydsede vinger, uren og blød fjerdragt, tyndt eller langt
næb, manglende brystfylde samt fremstående vingeknoer.
BEDØMMELSESRÆKKEFØLGE:
Helhedsindtryk, figur, krop,
bryst, brystben, hoved, ryg, ben, vinger, hale, næb, øjenrand, øjne, og
næbvorter.
RINGSTØRRELSE: ”11” Standard
nr. 204
HØNSEDUER - 2001.